KURS:HØJEN - Presse 17. august 2009

Meddelelse fra Odsherreds Kunstmuseum

Medbring egen sten
Odsherreds Kunstmuseums største særudstilling nogensinde sætter landskabet i fokus via ny samtidskunst. Publikum opfordres til at medbringe sten

Fra lørdag 22. august kan du blive en del af en kunstudstilling, hvis du vel at mærke selv medbringer en sten. Stenene skal afleveres i Odsherreds Kunstmuseums have, hvor de over de næste måneder bliver til en høj, inspireret af den nærliggende Vejrhøj på 121 meter. Museet har bedt en række kunstnere bearbejde landskabstemaet ”Højen” – og en publikumsskabt stenhøj er kunstnerne Betty Engholm og Birgit Kroghs bidrag.

Stenhøjen er blot et af mange eksempler på nye værker i udstillingen, som er den største særudstilling på museet nogensinde. Her er også malerier af høje, her er fotografiske dokumentationer, indendørs installationer og sågar en høj i keramik og silikone. Endelig udgives et større bogværk med mange forfatteres bud på bl.a. højens betydning.

Udstillingen er en kunstnerisk afsøgning af kategorier som landskab, sted, identitet og hjemstavn – alt sammen forbundet til museets nærområde. Den følges op af fire andre udstillinger på Sjælland, der på samme måde undersøger hhv. søen, torvet, havnen og træet og tilsammen giver et bud på den særligt sjællandske topografi. Udstillingernes fællestitel er ”KURS”, for Kunstmuseer i Region Sjælland.

”KURS HØJEN” tager udgangspunkt i museets beliggenhed nær Sjællands tredjehøjeste og mest dramatiske punkt: Vejrhøj. Med bronzealderhøjen på toppen kroner Vejrhøj Odsherreds høje, smalle bakker, kaldet Bjergene.

-Højen er et markant punkt i landskabet, men bærer samtidig på et indhold – et mylder af liv og spor af levet liv, af fortid og nutid. Lige fra oldtidens gravhøje til nutidens efterladenskaber, siger museumsleder Jesper Knudsen, Odsherreds Kunstmuseum. Han fortsætter: -Højen er et skatkammer af mystik og forunderlighed, og den appellerer både til nøgtern nysgerrighed og til evnen til at fabulere, fundere og forundres.

Siden guldalderen har Vejrhøj og Bjergene været et ikon i dansk malerkunst. Fra 1930erne og frem opstod gruppen Odsherredsmalerne, der med kunstnere som Karl Bovin, Kaj Esjtrup og Lauritz Hartz i spidsen dyrkede lyset og landskabet mellem Sejerøbugten og den tørlagte Lammefjord.

Udstillingen KURS HØJEN behandler temaet med en række nye værker, frembragt specielt til udstillingen, og med lånte værker med disse motiver.

Fernisering: Lørdag den 22. august kl. 14.00. Rødhøj 11, Asnæs.
Tale ved Henning Fougt, medlem af regionsrådet i Region Sjælland.
Introduktion til udstillingen ved museumsleder Jesper Knudsen
Oplæsning fra bogen ”Af Sted” ved forfatter Eske K. Mathiesen
Værker af Olafur Eliasson, Lise Harlev, Jesper Christiansen, Eske Kath, Astrid Kruse Jensen, Oda Knudsen, John Krogh, Ole Sporring, Alexander Tovborg, Betty Engholm og Birgit Krogh samt Simon Lautrop.
Udstillingsperiode: 22. 08 - 15.11.2009
Kontakt: Museumsleder Jesper Knudsen, tlf. 5965 2423, ohk@odsherreds-kunstmuseum.dk, KURS Pressekoordinator Penille Sander, tlf. 5667 6030, pernille.sander@koege.dk.
Information om KURS, billeder, tekster mm.: www.kurs.dk